Lokalområdet Tommerup & Tommerup St.

Kreditering: Holy Cow Media

Louise Skøtt Christensen

Louise er Assens Kommunes bosætningskonsulent. Hun besvarer dine spørgsmål, hjælper dig med at tilrettelægge et besøg eller guider dig rundt i lokalområderne.

Telefon: 20 11 76 29

Email: lousc@assens.dk

  • INDBYGGERE I LOKALOMRÅDET ca. 4.711
  • Afstand til Odense 10-15 min.
  • Afstand til Middelfart 35 min.
  • Afstand til tog 0-5 min.

Tæt på storbyliv og skøn natur

Tommerup og Tommerup Stationsby ligger på Højfyn kun 10-15 minutters kørsel fra storbylivet i Odense, omkranset af de smukke fynske alper Vissenbjerg Bakkerne, Frøbjerg Bavnehøj og Brændholt Bjerg.

I Tommerup og Tommerup Stationsby kan du både finde smukke trampestier i det skjulte, der leder tankerne hen mod en scene i Ringenes Herre, og opleve det hyggelige fællesskab i provinsen, hvor folk hilser på hinanden og mødes til fælles aktiviteter. Både Tommerup og Tommerup Stationsby har et sprudlende foreningsliv og et stærkt fællesskab. Eksempelvis i Fyrtårn Tommerup, hvor du kan opleve sport og kultur, tage på biblioteket eller tage hele familien med i svømmehallen.

Tommerup og Tommerup Stationsby har et godt handels- og erhvervsliv, suppleret af Erhvervsparken Tommerup, som ligger tæt på Tommerup Station og huser mere end 30 virksomheder. Desuden er Tommerup kendt for de store keramiske værker fra virksomheden Tommerup Keramiske Værksted, der ligger lidt uden for byen. Ler og lerforarbejdning samt dyrkning og forarbejdning af hør er en del af kulturarven i lokalområdet omkring Tommerupperne. Kulturhistorien kan i dag opleves på nært hold på henholdsvis Museet Lilleskov Teglværk og Hørvævsmuseet ved Krengerup Gods.

Der er rig mulighed for børnepasning og skoler fra 0. til 9. klasse, og bussen går direkte til ungdomsuddannelserne i Glamsbjerg.


(topfrisebillede: Holy Cow Media)

  • Beliggenhed

    Tommerupperne har en fantastisk beliggenhed med kort afstand til Odense. Her er gode forbindelser til både bus og tog, og motorvejen er tæt på, samtidig med at du har naturen lige udenfor døren.

    Hvis du vil bo centralt og både have oplevelsen af byliv og det rolige liv på landet, så er Tommerupperne et oplagt sted at slå sig ned.

    Uanset om du vil flytte ind i et færdigbygget eller nybygget hus, så kan du vide dig sikker på, at du får meget for pengene i Tommerup og Tommerup Stationsby sammenlignet med eksempelvis Odense, som har nogle af de samme kvaliteter.

  • Fællesskab og fritid

    I Tommerup får du masser af muligheder for et aktivt fritidsliv. I byen er der bl.a. hal, svømmehal, bibliotek, motionscenter, skateboard, musiklokale, motionsruter i skoven og kunstgræsbaner.

    I Tommerup og Tommerup Stationsby finder du både håndbold, fodbold, skydning, karate, musikskole, svømning, vandpolo, motocross og meget mere.

    Og finder du ikke det, du søger, så er der god grund til at bevare modet.

    Du skal bare sige det højt og forsøge at starte noget selv. I Tommerupperne er der nemlig altid plads til, at nye idéer kan vokse frem, imens lokalbefolkningen bakker de nye initiativer op med stor begejstring.

    Foreninger i Tommerupperne
  • Børneliv

    I regn og slud kommer alle Tommerupperne ud. Her er en række dagplejere, vuggestuer, børnehaver og skoler nemlig placeret midt i det grønne med klasseværelser i skoven, skolehave og æblelund.

    I Tommerup ligger det helt unikke Børnehus ”Overmarksgården” som er topmoderne Morten Koch for børn og deres familier.

    Også den private børnehave Kilden Natur og Musikbørnehave i Tommerup Stationsby skiller sig positivt ud med fokus på naturen til gavn for børnenes sundhed og trivsel.

    Er du nysgerrig på at se, hvilke andre dagtilbud Assens Kommune kan tilbyde? Se mulighederne her:

    Der er desuden to populære folkeskoler i Tommerup og Tommerup Stationsby, som du kan læse mere om her:

    Tommerup Skole og Tallerupskolen 

    Og ikke mindst to aktive efterskoler, som bringer masser af liv og mangfoldighed ind i bysamfundet.

     

    Dagtilbud i Tommerupperne
  • Naturliv

    Om du befinder dig i Tommerup eller Tommerup Stationsby, er du omgivet af bakker og skov. Der er flere motionsruter rundt omkring i skovene og smukke stier, som er ideelle til lange gå- og cykelture.

    Du kan også tage familien med på en anderledes oplevelse i naturen på skinnecyklerne med start fra stationsområdet og videre mod Assens på den gamle bane.

    Ruten har mange smukke stop undervejs med legepladser og udkigsposter med bænke. Derudover kommer man også forbi det store nye miljøvenlige solvarmeanlæg, Tallerupsøerne, der er klimasøer og varmepumperne til fjernvarmen.

Fyrtårn Tommerup - Et pejlemærke for kultur og idræt

I Tommerup finder du også Fyrtårn Tommerup. Et stort multifunktionelt idræts- & kulturhus med bl.a. svømmehal, biblioteket, café, skaterbane og masser af idræt og fysiske aktiviteter.

Læs mere om Fyrtårn Tommerup

Udforsk Tommerupperne

Tommeruppernes egen hjemmeside

Tommeruppernes Lokalråd har deres egen hjemmeside, hvor du kan blive klogere på alt, lige fra hvorfor du skal flytte til Tommerup, til hvilke foreninger der er.

Tommeruppernes Lokalråd

Højfyns Friluftscenter - Centrum for det aktive fritidsliv

I Tommerup ligger Højfyns Friluftscenter. Det er et naturoplevelsescenter, som bruge af bl.a. skoler og børnehaver og naturligvis områdets spejdere. Centret byder på masser af naturoplevelser.

Læs mere om centeret her
  • Handel og erhverv

    I Tommerupperne finder du et stort udvalg indenfor både dagligvarer, tøj, genbrug, motorcykler, trælast, frisører, håndværkere og meget mere. Derudover har Tommerup Stationsby en populær erhvervspark.

    I Tommerup Erhvervspark kan du opleve synergien mellem iværksættere, mindre og mellemstore virksomheder.

    Her er en unik sammensætning af liberale erhverv, salgs-, administrations- og produktionsvirksomheder, der skaber stærke synergier mellem virksomhederne. Der er særligt fokus på det innovative og fagligt bæredygtige miljø, på tværs af brancher og i brancheklynger til glæde for alle parter.

    Læs mere om Tommerup Erhvervspark her:

    Tommerup Erhvervspark
  • Uddannelse

    Kun 15 minutter fra Tommerupperne er Campus Glamsbjerg, Assens Kommunes skole- og uddannelsescentrum. Her er gode busforbindelser fra hele kommunen og et spirende ungdomsliv på tværs af uddannelserne.

    Udover en folkeskole, to friskoler, et 10. klassecenter og to efterskoler i Glamsbjerg kan du uddanne dig på på HF & VUC Fyn og FGU FYN.


    Vestfyns Gymnasium har STX og Det Blå Gymnasium har HHX samt erhvervsuddannelserne EUX Business og EUD Merkantil.


    Det er et eftertragtet uddannelsescentrum med uddannelser af høj kvalitet, som tiltrækker studerende fra hele kommunen, såvel som fra de omkringliggende kommuner.
    Tilsammen bringer de et spirende ungdomsliv og fællesskab og en masse læring til området.

Aktiv i naturen - ja-tak!

I Tommerupperne er der rig mulighed for en aktiv fritid i naturen - den er nemlig lige uden for døren. Der er bl.a. skovfitness og masser af vandrerruter.

Se mere her