Lokalområdet Verninge

- INDBYGGERE I LOKALOMRÅDET ca. 1.675
- Afstand til Odense 15 min.
- Afstand til Middelfart 40 min.
- Afstand til motorvej 10 min.
Fællesskab, frihed og familieliv
I Verninge har du både mulighed for at mærke det stærke fællesskab i det trygge landsbymiljø og nyde udsigten over de åbne marker. Samtidig bor du tæt på Odense og har god luft i økonomien til at gøre det, familien drømmer om. I Verninge er der både dejlige store boliger og attraktive byggegrunde til dig, der vil skabe dit helt eget hjem.
I Landsbyparken ved Verninge Landsbyordning er der altid masser af liv. Her er plads til leg, fysisk udfoldelse og socialt samvær i skønne omgivelser året rundt.
Fællesskabet i Verninge kommer også til udtryk gennem det aktive foreningsliv og ved de mange årlige arrangementer, hvor knap 100 børn mødes til julearrangement ved Verninge Gamle Kro eller til påskearrangementet, hvor børnene finder gulerødder til påskeharen, som deler påskeæg ud.
Betina & Christian
Beliggenhed
Verninge ligger naturskønt omringet af åbent marklandskab og centralt placeret i Assens Kommune, kun 10 minutter fra motorvejen og med gode busforbindelser til Assens, Glamsbjerg, Tommerup og Odense.
Kun 5 minutters kørsel fra Verninge ligger Tommerup St., hvor du kan hoppe på toget til Odense og på bare 12 minutter være midt i storbyen, eller du kan tage toget videre til resten af Danmark.
Fra Tommerup St. kan du også nå Middelfart på kun 30 minutter og Fredericia på 38 minutter.
Børneliv
Verninge er især attraktiv for børnefamilier, som ønsker at deres børn skal vokse op i trygge rammer med gode pasningsmuligheder og et stærkt landsbyfællesskab.
I hjertet af Verninge finder du, udover dygtige dagplejere og en god SFO, den populære Verninge Landsbyordning, som har både vuggestue, naturbørnehave og skole.
Der er et tæt samarbejde mellem institutionerne og fokus på de gode overgange fra lille til stor. Det giver trygge rammer for børnene at vokse og lære i. Ligesom landsbyordningen også er omdrejningspunktet for mange af landsbyens aktiviteter.
Er du nysgerrig på at se, hvilke andre dagtilbud Assens Kommune kan tilbyde? Se mulighederne her:
Oplevelser
Der er rig mulighed for oplevelser i den dejlige fynske natur i Verninge og omegn med blandt andet Danmarks Fugle Zoo, Verningelund og Verninge Mose.
Danmarks Fugle Zoo er fynsk bondegårdsidyl, når det er skønnest. I den ca. 4 ha store fuglepark kan du opleve ca. 700 forskellige fugle fra hele verden.
I den økologiske gårdbutik Verningelund kan du købe dejlige økologiske kød- og mælkeprodukter, mens børnene klapper dyrene på gården.
Ved Verninge Mose er der anlagt et vådområde, der indbyder til en gåtur langs den 2,5 km lange rekreative sti.
Du kan også se det naturskønne område fra oven fra en udsigtsplatform, eller tage med børnene på den store flotte naturlegeplads.
Så der er gode muligheder for mange aktiviteter for både store og små i Verninge og omegn.
Foreningsliv
Uanset om du drømmer om husflid, fodbold eller fællesspisning, så finder du det i Verninge.
Her er et aktivt foreningsliv, hvor du bl.a. kan gå til badminton, dart, gymnastik, børneyoga og crossfit. Er du mere til friluftsliv, kan du blive KFUM spejder. Og er du vild med hjernegymnastik, kan du gå til skak på Verninge Skole, som er en af landets førende i skoleskak.
I Verninge Husflid finder du både sommerskole for børn, møbelpolstring og foredrag m.m. Ligesom Assens Musikskole også tilbyder undervisning i Verninge.
Borgerforeningen i Verninge arbejder løbende med udvikling af lokalområdet og laver hyggelige arrangementer som eksempelvis motionsløb og fællesspisning.
Uddannelse
Kun fem minutter fra Verninge ligger Campus Glamsbjerg, Assens Kommunes skole- og uddannelsescentrum. Her er gode busforbindelser fra hele kommunen og et spirende ungdomsliv på tværs af uddannelserne.
Udover en folkeskole, to friskoler, et 10. klassecenter og to efterskoler i Glamsbjerg kan du uddanne dig på på HF & VUC Fyn og FGU FYN.
Vestfyns Gymnasium har STX og Det Blå Gymnasium har HHX samt erhvervsuddannelserne EUX Business og EUD Merkantil.
Det er et eftertragtet uddannelsescentrum med uddannelser af høj kvalitet, som tiltrækker studerende fra hele kommunen, såvel som fra de omkringliggende kommuner.
Tilsammen bringer de et spirende ungdomsliv og fællesskab og en masse læring til området.
Udforsk Verninge

Byggegrunde i Verninge
Drømmer du om at bygge dit eget hus? Så kan du finde attraktive byggegrunde klar til fibernet i Verninge kun 10 minutter fra Bellinge og Tommerup
Byggegrunde i Verninge